Lejelovens § 34, stk. 3

Gennemføres lejeforhøjelse, kan depositum og forudbetalt leje kræves reguleret. Reguleringen kan opkræves med lige store månedlige beløb over samme antal måneder, som det pågældende beløb svarede til i forhold til lejen ved lejemålets indgåelse. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis lejeren har valgt i stedet for depositum at stille sikkerhed i form af bankgaranti eller indestående på deponeringskonto.

Depositum og forudbetalt leje kan ikke forhøjes mere end den løbende leje. Derudover kan man som udlejer ikke kræve, at betalingen for et højere depositum og en forhøjet forudbetalt leje skal falde med det samme, da reguleringen kun kan opkræves fra lejeren med lige store månedlige beløb over det samme antal måneder, som depositummet svarer til.

Eksempel

Er lejen pr. måned 3.000 kr., vil en lejeforhøjelse på 10 pct. Medfører, at lejen fremover bliver 3.300 kr.

Antager man, at depositummet ved lejekontraktens indgåelse var på 3 måneders husleje, hvilket svarer til 3*3.000 kr. = 9.000kr., vil en lejeforhøjelse på 10 pct. derfor medføre, at man som udlejer ligeledes kan få et depositum, som er 10 pct. højere, hvilket vil svarer til 9.900 kr.

Da depositummet ved lejekontraktens indgåelse svarede til 3 måneders husleje, skal de 900 kroner, som reguleringen har forhøjet depositummet med, ligeledes reguleres over 3 måneder. Dette betyder, at depositummets forhøjelse skal indbetales af 3 gange 300 kroner.

Retten til at kræve, at depositum og forudbetalt leje reguleres ved lejeforhøjelse, bortfalder som udgangspunkt ikke. Men ønsker man som lejer, at udlejeren ikke skal have mulighed for at regulere depositummet, skal dette skrives ind i kontrakten.

U.2007.1149Ø

Østre Landsrets dom af 12. januar 2007

Resume

Lejer, L, lejer en lejlighed, som udlejer, U, overtager administrationen med. U varsler, at der vil komme en lejeforhøjelse, og i samme forbindelse vil U regulere depositum og forudbetalt leje svarende til, at depositummet skal stige med samme procentsats, som huslejen er steget med fra 1995 til 2002. Dette mener L ikke kan lade sig gøre, da L i stedet er overbevist om, at der er gået for lang tid fra den første lejeforhøjelse i 1995 til den sidste i 2002.

I Landsrettens dom er der skrevet:

Det er uden tvivl, at lejekontrakten og lejelovens §34, stk. 3 giver U mulighed for at kræve depositum og forudbetalt leje reguleret ved huslejeforhøjelse. Denne ret forældes ikke i lov nr. 274 af 22/12 1908 om forældelse af visse fordringer.

Konklusion

Som udlejer kan man ved en huslejestigning kræve, at både depositum og forudbetalt leje bliver reguleret. Depositum og forudbetalt leje kan dog ikke hæves med en højere procentsats, end huslejen bliver hævet med. Retten til at regulere depositum og forudbetalt leje forældes som udgangspunkt ikke. Som lejer skal det regulerede beløb betales over en periode, som svarer til den periode, man indbetalte et depositum for, i første omgang.