Før lejeperioden udløber, sender vi automatisk en påmindelse til både udlejer og lejer. Vi sender også en tjekliste, som hjælper jer med alt det praktiske ved fraflytningen, bl.a. en guide til fraflytningsrapport, dokumentation og tilbagebetaling af depositum.
Automatisk opsigelsesvarsel
Når man som udlejer opretter en tidsbegrænset lejekontrakt på LEJKA.dk, oplyser man bl.a. hvornår aftalen udløber. Det betyder, at vi kan sende en automatisk påmindelse. Det gør vi allerede en måned i forvejen, så I får god tid til at forberede alt det praktiske.
Hvis kontrakten er tidsbegrænset, udløber den automatisk den dag, I har aftalt. Som udlejer har du ikke pligt til at varsle opsigelsen, eftersom den jo er skrevet ind i aftalen. Det er dog alligevel en god idé at minde din lejer om, at kontrakten er på vej til at udløbe.
Som udgangspunkt er private lejekontrakter tidsubegrænsede, men Lejelovens § 80 åbner mulighed for, at man godt kan indgå en aftale for en begrænset periode - dog kun med "tilstrækkelig begrundelse". Læs mere i artiklen om tidsbegrænset udlejning.
Er der tale om en tidsubegrænset aftale, er der ikke indsat en slutdato i kontrakten. Udlejeren kan som udgangspunkt ikke opsige aftalen, men der er dog undtagelser i Lejeloven. Lejeren kan f.eks. opsiges, hvis vedkommende gentagne gange har overtrådt "god skik og orden" (tre måneders varsel) eller hvis udlejeren selv ønsker at flytte ind i boligen (her er opsigelsesvarslet et år).
Ud over at opsige lejeren, kan udlejeren også vælge at ophæve lejekontrakten - det er juridisk set to forskellige ting. En ophævelse af kontrakten kan ske, hvis lejeren f.eks. har misligholdt sine forpligtelser, ødelagt boligen eller undladt at betale sin husleje. Dette er beskrevet nærmere i Lejelovens § 93 og giver udlejeren ret til at ophæve lejeforholdet med øjeblikkelig virkning og uden varsel.
Hvis du vil være sikker på at modtage en automatisk påmindelse, skal du sørge for, at der findes en slutdato for lejeaftalen.
Det gør du ved at logge ind på Mit LEJKA, vælge det ønskede lejemål og tjekke ""Udflytningsdato" i oversigten.